Vores himmel og helvede

Men alle produktionsmetoderne, -systemerne og -strategierne udspringer af én og samme realitet: Det er kun når varerne strømmer igennem vaskeriet, i rette kvalitet, pris og hastighed, at det kan opfylde et markeds behov. Og det er kun når vaskeriet opfylder et markeds behov, at det er i stand til overleve i længden.

 

Varestrømmen er vores himmel og vores helvede. Det er varestrømmen, som giver os vore indtægter, men samtidigt skaber den størstedelen af vore omkostninger. Det er derfor til varestrømmen, vi skal tilpasse vores strategier, produktionsapparat og ressourceindsatser, og vore lederes, medarbejderes og leverandørers bidrag, så strømmen af varer enten stiger eller de totale variable omkostninger falder. Helst begge dele. I sidste ende drejer alt i vaskeriet sig om at vurdere konkrete bidrag til strømmen af varer og dens omkostninger.

 

Alt andet er mindre vigtigt eller direkte uvæsentligt. Maskinens farve er i denne sammenhæng ligegyldig. Om den kan producere 800 eller 1.200 stykker i timen er i mange tilfælde også ligegyldigt, hvis vi ikke er i stand til at føde og tage fra i samme tempo.

Vi ved (fra tidligere artikler), at en procesrutes kapacitet er planlægningsafhængig, og så er vi nødt til at sætte nye maskiners bidrag i forhold til både vaskeriets produktmix og dets planlægningsrutiner.

Farve, godstykkelser, tolerancer osv. er forhold, der simpelthen bare skal være i orden, og som ikke må stjæle opmærksomheden fra det væsentlige.

 

Alt det andet

Selvfølgelig er kvalitet (finish), leveringssikkerhed, leveringstid og kredittid vigtige, når vi sælger, og selvfølgelig er maskinstøj, arbejdshøjder, certificeringer osv. vigtige, når vi køber, men der er så små forskelle på de varer, der komme ud af vaskerierne, at der reelt er tale om standardvarer i standardkvaliteter.

Og selv om et vaskeri eller en vaskerileverandør endelig skulle være i stand til at skille sig væsentligt ud fra sine konkurrenter på funktioner eller kvalitet, så er det alligevel oftest prisen, der gør udslaget for køber, hvad enten der kigges på anskaffelsespris eller driftsomkostning.

Den bedre kvalitet og det bedre arbejdsmiljø er sidegevinster, som forventes.

Men der ramte vi noget væsentligt – nemlig distinktionen mellem anskaffelsespris og driftsomkostning.

 

Du betaler

Jeg har skrevet om det i tidligere artikler, den vertikale spredning, men da var fokus rettet mod os selv – vaskerierne.

Hvad med leverandørerne? Kan de tillade sig at betragte deres løsninger løsrevet fra de processer og sammenhænge, som deres løsninger skal bruges i?

I gamle dage kunne en maskineleverandør levere sin maskine på en palle i gården, og så lade vaskeriet tage den derfra, men vaskerierne er ved at have regnet den ud.

For hvad skal folkene vide noget om i vaskerierne? Om at drive vaskeri, naturligvis! Det er næsten så elementært, at det virker dumt at stille den slags spørgsmål, men ikke desto mindre forventer de fleste vaskerileverandører, at vaskerierne har en holdning til godstykkelser, drejetolerancer, gearudvekslinger, stålkvaliteter og foretrækker én nuance af hammerlak frem for en anden, for det er den slags ting, leverandørerne helst vil tale om.

Man kan vende spørgsmålene om, og spørge:

  • hvem ved mest om maskinerne? Det gør maskinleverandøren,
  • hvem ved mest om kemikalierne? Det gør kemileverandøren,
  • hvem ved mest om tekstilerne? Det gør tøjleverandøren…

 

– du kender melodien nu. Men hvad skal vaskeriet så vide noget om? Om to ting: kundernes behov og produktionen – altså de egenskaber, som tøjet, maskinerne, medarbejderne, kemien, osv. skal frembringe, hvordan disse processer påvirker hinanden, og hvordan de forener sig til et flow.

Beskeden til leverandøren bør derfor være: Sælg os, hvad vi har behov for, hvilket ikke nødvendigvis er dét, du har med i tasken. Og så tilbage til spørgsmålet: Kan vores leverandører tillade sig at betragte deres løsninger løsrevet fra de processer og sammenhænge, de skal bruges i? Du betaler.

Hvis du synes, at du har råd til at snakke om hammerlakkens farve og den slags, så ja. Men i det øjeblik, du indser at du ikke kun betaler én gang, men hver gang, hver dag. Og når alle løsninger bør have til hensigt, enten at øge varestrømmen eller at sænke de variable omkostninger, så bliver anskaffelsesprisen mindre vigtig. Lyder det mærkeligt? Regnestykket er ret enkelt.

 

Hvad koster den?

Hvilken maskine skal jeg købe:

  • maskine A til 600.000 DKK, eller
  • maskine B til 800.000?

 

Det er dét spørgsmål, de fleste leverandører vil have vaskeriet til at svare på. Kan du svare? Jeg kan ikke. Hvad skal man svare på sådan et spørgsmål?

Måske skulle vi spørge til maskinernes kapacitet. Og forbrug for dens sags skyld. Hvis vi fx. fik oplyst, at de årlige driftsomkostninger og afskrivninger med:

  • maskine A er 3,2 mio. DKK, hvorimod de med
  • maskine B er 2,6 mio.,

 

– så havde vi været temmelig meget nærmere et svar.

Vi skulle vælge maskine B, uanset dens farve, og også selvom den umiddelbart ser dyrere ud i anskaffelse.

Holder begge maskiner i 10 år, så vil maskine B nemlig, i hele sin levetid, have sparet vaskeriet for 10 x (3,2-2,6) – (0,8-0,6) = 5,8 mio. DKK i forhold til maskine A. Se, det kan man forholde sig til. Og mærkeligt nok, så bliver den maskine, der umiddelbart så dyrest ud, den billigste.

I virkeligheden burde vi se på procesrutens drift eller, endnu bedre, på hele vaskeriets drift – ikke kun den enkelte maskines – og se på, hvordan alternative maskiner passer ind i vaskeriets varestrøm, før vi svarer.

Vi burde vurdere vaskeriets totalomkostninger, som udspringer af vaskeriets samlede planlægnings- og beslutningssituation.

Men hvis leverandørerne skal give reelle bud på driftsøkonomien, så skal de også være i stand til at skelne mellem, og beregne konsekvenserne af, forskellige produktmix og planlægningsrutiner.

Kan de det? Nej, det kan de ikke. Men kan vi forlange det af dem? Ja, selvfølgelig kan vi det.

Det er vores penge, det drejer sig om, og i øvrigt bør vi aldrig nærme os vaskeridriften respekt- eller skødesløst.

 

Når den dyreste er den billigste

Prøv lige at tænke lidt over det. Der er faktisk nogle ret interessante aspekter ved dette eksempel, for dels:

  • betyder det, at tilsyneladende dyre maskiner i virkeligheden kan være de billigste, hvis man blot måler på driftsituationen, hvilket nogle gange tillader os at købe kvalitetsmaskiner og nogle gange at vælge en stor løsning i stedet for den lille (fx. et vaskerør i stedet for en selvcentrifugerende vaskemaskine), dels
  • kan en af årsagerne til, at maskine B var billigere i drift godt være, at den havde et stykke software, der lettede vaskeriets brug af maskinen, dets overblik over, eller kontrol med processerne, eller dets planlægning af varestrømmen (fx. optimering af batchrækkefølgerne henover vaskerør og tumblere), og dels
  • betyder det, at når fx. en maskinproducents løsning er billigere i drift end konkurrenternes, så betales denne rabat af kemileverandøren, olieleverandøren, elleverandøren, tekstilleverandøren eller arbejdskraftleverandørerne,

 

– med andre ord: alle andre end maskinleverandøren selv.

Måske kan vaskeriet se sin fordel i den slags regnestykker, men faktisk burde leverandørerne derfor også, når de først får tænkt det igennem, være lige så interesserede i at opstille deres tilbud baseret på drift. Hvis de altså kan. Men skulle vi ikke kunne forlange den samme slags professionalisme i vores industri, som køberne gør i andre industrier?

 

Turnkeyløsninger

Og når det så bliver konkret: Hvorfor skulle en vaskeriejer vælge at købe alle sine maskiner hos en turnkeyleverandør, hvis han som alternativ kan sammensætte sin maskinpark af den billigste vaskemaskine, den billigste tumbler, den billigste rulle, osv. fra flere forskellige, selvstændige leverandører i markedet? (Og kære turnkeyleverandør, lad være med at synge en sang om kvalitet i arbejdet, kontinuitet i leverancerne, godstykkelser, lakfarve og sådan noget – vi prøver faktisk at drive forretning her).

Svaret er enkelt: Kun hvis den samlede turnkeyløsning er i stand til at give den nødvendige kvalitet, til den laveste, samlede omkostning i lige netop vores produktion (altså både drift, vedligehold og afskrivninger).

Alle andre argumenter er slesk tale og billig portvin.

 

Patch work-løsninger

Men prøv så at vende spørgsmålet om: Hvorfor skulle en vaskeriejer stykke en løsning sammen af maskiner fra mange forskellige leverandører, som intet har med hinanden at gøre, og som vil gøre alt, hvad de kan, for at skyde skylden på hinanden, og i øvrigt ikke kan tage ansvar for noget som helst – når han i stedet kan købe en samlet løsning fra turnkeyleverandøren, hvor han ved, at maskinerne arbejder sammen, at der er taget stilling til varestrømmen og den færdige kvalitet af varen, at driftsomkostninger og afskrivninger er kvantificeret, hvor der måske endda følger optimeringssoftware med, og hvor han har kunnet tegne en fornuftig kontrakt på service af maskinerne?

Aner det ikke!

Der er ingen gode argumenter for at gøre det sværere for sig selv end nødvendigt, og specielt ikke, hvis det tilmed er dyrere i længden.

Skulle vi så ikke vurdere de tilbudte løsninger ud fra deres bidrag til den samlede økonomi i vaskeriet?

Og skulle vi ikke forlange af vore leverandører, at de forstår vore produktioner og er i stand til at tilbyde os løsninger, som fungerer i den enkelte produktions sammenhæng?

Jo, selvfølgelig skal vi det. Alle argumenter taler for det. Intet taler imod – bortset fra måske skødesløshed, manglende indsigt eller mangel på respekt.

 

Indkøbsstrategier

Leverandørernes løsninger skal derfor først og fremmest måles på deres bidrag til kapaciteten, deres indflydelse på vaskeriets samlede forbrug og omkostninger, og vores muligheder for proceskontrol (fx. skueglas, datafangst og styringer).

Det lyder hårdt, men sådan er det i en skarp konkurrencesituation og under økonomiske begrænsninger. Kvalitet, leveringssikkerhed, kredittid, lakfarve osv. er perifere hensyn.

Jeg har i tidligere artikler beskrevet, hvordan vi definerer og måler kapaciteter, flaskehalse og forbrug. Når vaskeriet vurderer driftomkostningerne, hvad enten det er på flaskehalse eller ej, så skal både de uafhængige og afhængige forbrug, men også afskrivningerne og vedligeholdelsen, tages med i kalkulerne.

Det er den tilbudte løsnings totale bidrag til driften, som skal vurderes, og som enten skal være neutralt eller positivt.

Men da de afhængige forbrug indgår i kalkulerne, og da kapaciteten er planlægningsafhængig, så skal produktionsplanlægningen tages i ed, når vaskeriet beregner leverandørens løsningers bidrag.

Leverandørerne og vaskeriet kan derfor også tillade sig at overveje de ”gode” maskiner, dvs. dem, som holder længe og er nemme at vedligeholde, vaskeriet kan endda tillade sig at overveje servicekontrakter.

 

Men hvor stopper det?

Kan man spørge sig selv. Skal vaskerileverandørerne til at give driftsgarantier? Hvor langt ind i driften skal de gå? Hvorfor ikke også levere driftsledelsen med, hvis det alligevel er planlægningen, der afgør varestrømmen, og varestrømmen, der afgør økonomien? Hvorfor ikke lease hele vaskeriers indmad ud, med produktionsapparat, ledelse og hele baduljen?

Ja, hvorfor egentlig ikke? Det ville da være at tage ansvar for sine løsninger. Det er måske ikke den mest nærliggende udvikling, og dog alligevel ikke så fjern, når man tænker perspektiverne igennem.

Det svarer til, at vaskerierne overtog rengøringsdamen og hendes funktioner – og det har man set flere eksempler på, med den danske koncern ISS’s aktiviteter op igennem 80’erne og 90’erne, som det mest kendte.

 

En lille branche

Det er et stort skridt i udviklingen, som dog udspringer af den erkendelse, at branchen er lille, og at den ”hurtige gevinst” som regel ikke findes.

Det drejer sig om at kunne stå inde for sine løsninger.

Der er kun et vist antal vaskerier i branchen, de taler som oftest sammen, og de kender alle leverandørerne. Det gælder både os selv og vores leverandører:

Vi kan kun komme tilbage til en kunde, hvis hver enkelt af vore repræsentanter har opført sig ordentligt overfor kunden, og gjort et godt stykke arbejde.

Det er blandt andet når vi svigter denne holdning, at nye konkurrenter får lejlighed til at komme ind på markedet, og til at vokse sig store.

 

Automatiseringsgraden

Men husk: Et godt vaskeri er ikke nødvendigvis et mekaniseret og automatiseret vaskeri, selvom vore leverandører helst vil overbevise os om det.

Man kan meget nemt begå den fejl at lade sig imponere over en stærkt industrialiseret vaskeriproduktion, men mekaniseringen er ikke i sig selv et udtryk for indtjeningsevne eller en god arbejdsplads.

Den er kun et forsøg på tilpasning til et marked, og kan godt være malplaceret.

Vi skal ikke nødvendigvis øge vaskeriets grad af mekanisering.

Vi skal tilpasse vaskeriet til dets marked, og, med udgangspunkt i dets markedsbetingelser, skabe de bedste forudsætninger for dets overlevelse.

 

Det Gode Vaskeri

Det er snarere andre kendetegn, vi skal genkende det gode vaskeri på, som fx.:

 

theablelaundry

 


 

 

Om Steen Søgaard-Pedersen

Steen Søgaard-Pedersen er født i 1963 i Dan­mark, uddan­net B.Sc. med speciale i produktions­planlægning, manage­ment og organisation.

2steen_blue_420x420Hans arbejde er baseret på års erfaring med virk­somhedsdrift og ‑planlægning på mange niveauer, både i produk­ti­ons-, service- og udvik­lingsvirk­somheder (bl.a. 8 års erfaring som vaskeridirektør).

På internationalt plan er han en af vaskeriindustriens mest er­farne in­denfor konkretisering og gennemførelse af planlæg­ningsteori i praksis, med dyb indsigt i de forhold, som er væ­sentlige for rationel drift af og indkøb til batchpro­duktioner.

Han har udviklet de effektive Key Per­formance Indicators, der gør det muligt at bench-marke produktioner på tværs af virksomheds-, geografiske, organisatoriske og industrielle grænser, og som præsenteres i denne bog.

Endelig er han professionel forfatter til såvel fag­artikler og læ­rebøger, han fungerer som råd­giver for be­styrelser, og han under­viser ledere og mellem­ledere.